00

Nyheder


På disse sider kan du finde information om, hvad der sker i SheZone. På denne side kan du læse de mest aktuelle historier, under 'Nyhedsbreve' finder du vores månedlige medlemsnyhedsmail.

God fornøjelse!

Sidste nyt i SheZone


Svømmestævne i Sundby bad!

Dato: d. 09.11.11

Det er os en stor, stor glæde at kunne invitere dig til svømmestævne lørdag den 26. november fra kl. 14- ca. 19.30 i Sundby Bad. Adressen er Sundbyvestervej 50, 2300 København S og bus 350S, 5A eller M1 kører derud (man skal dog gå det sidste stykke).

Dagen vil være fyldt med konkurrencer i forskellige discipliner og distancer mellem din og 3 andre københavnske svømmeklubber for kvinder og piger. Piger (fra 10 til og med 19 år) og kvinder (fra 20 år) konkurrerer hver for sig.
 


 

Sommer yoga i solen
Dato: d. 10.05.11
 

SheZone åbner nu tilmeldingen til to nye Sommer yoga hold, så du har muligheden for på en gang at nyde solen og samtidig træne din krop. I juli måned starter vi nemlig to nye intensive yogahold  -  et 4 ugers hold for dig, der gerne vil træne hver tirsdag og torsdag i juli måned og et ugehold med træning hver morgen i uge 27 (den første uge i juli). Holdene er kun for kvinder og åbne for både begyndere og øvede, så alle kan være med!

På holdene styrker, smidiggør og leger vi med kroppen inspireret af en blanding af Vinyasa og Hatha yoga. Øvelserne veksler mellem dynamiske og rolige. Du vil få mulighed for at arbejde med både din opmærksomhed, din koncentration og din evne til nærvær. Derfor er yoga holdene den perfekte måde at få energidepoterne fyldt op, inden hverdagen igen truer. Øvelserne, roen og fordybelsen hjælper dig frem mod en bedre krops og mental bevidsthed, og skaber øget velvære.

Ny bestyrelse i SheZone
Dato: d. 26.04.11


Over 100 kvinder og børn var med til at vælge bestyrelsen, da SheZone d. 07.04.11 afholdt Alice i Eventyrland generalforsamling - en klassisk generalforsamling i en atypisk indpakning. 

Der var lagt i kakkelovnen til en aften udover det sædvanlige, da Alice, Hattemagerne, Fiduskatten og alle de andre fra Alice i eventyrland tog i mod de glade og forventningsfulde medlemmer af foreningen. Medlemmerne kom i håb og om en hyggelig og mindeværdig aften, men først og fremmest kom de for at være med til at bestemme, hvordan SheZone skal se ud i fremtiden.

Masser af gode ideer
Da børnene var blevet ansigtsmalet og den flotteste og lækreste eventyrkage var blevet kåret, så gik børn og voksne hver til sit - børnene for at lave noget hemmeligt, og de voksne for at holde generalforsamling. Under generalforsamling kom der mange ideer på bordet lige fra at starte mor og barn svømmehold, hvor små drenge gerne må være med til at starte flere sociale arrangementer i foreningen. Alle ideerne vil blive medtænkt, når de næste sæsoner skal planlægges.

Nye bestyrelsesmedlemmer
Derudover blev flere nye bestyrelsesmedlemmer valgt nemlig Khuldia Butt, Sille Germuth og Mia Jacobsen. Khuldia er selv medlem af SheZone, og hun har derfor en god fornemmelse for, hvordan vi kan gøre det endnu sjovere at være medlem af foreningen. Sille er allerede koordinator for SheZones PR og Eventteam – dem der arrangere SheZones mange fede arrangementer. Sille har derfor en stor viden om, hvordan man laver en fed event i SheZone. Endelig vil svømmeinstruktørerne Mia sætte fokus på kvaliteten af svømningen i SheZone og instruktørernes forhold. Resten af SheZones ’gamle’ bestyrelse var enten ikke på valg eller blev genvalgt. Derfor er Anna Valgreen stadig SheZones forkvinde.

Vi siger velkommen til nye og gamle ansigter i bestyrelsen!

Aftenen endte med børneteater, mad og livsglad Zumba dans, der selv fik den onde dronning til at smile. Efter sådan en aften, kan kun fantasien sætte grænser for hvad vi kan opnå i SheZone.

Ny samarbejdsaftale giver medlemmer af SheZone 40 pct. rabat på sportstøj
Dato: d. 11.04.11


Som medlem af SheZone får du nu 40 pct. i rabat på lækkert sportstøj fra ReeAct. SheZone har lavet en aftale med ReeAct, så du som medlem nu kan købe flot og billigt træningstøj via SheZones hjemmeside. SheZone har lavet denne aftale, så du som medlem ikke behøver at købe dig fattig for at få smart og behageligt træningstøj - fordi vi synes vores medlemmer har fortjent lidt lækkert.
ReeAct er et tøjmærke, der udelukkende laver sportstøj som både er smart, behageligt og til en rimelig pris. 


Sådan køber du billigt sportstøj


SheZone har fået sin helt egen side på ReeActs hjemmeside, hvor du kan købe sportstøj billigt, og hvor der cirka hver tredje måned kommer nye tilbud. For at komme ind på denne side, så skal du klikke på linket, du finder under fanen 'Samarbejdspartnere'.

Når du kommer ind på ReeActs hjemmeside skal du skrive SheZone ved punkt 1, og bekræfte at du er medlem ved punkt 2. Nu kan du shoppe løs - husk at rabbaten allerede er fratrukket prisen! 

Vi håber, at du bliver glad for muligheden!

SheZone afholder svømmestævne i Hillerødgade svømmehal
Dato: d. 28.03.11


Igen i år afholder SheZone svømmestævne for SheZone piger og kvinder, der går til svømning i Hillerødgade Svømmehal. Der er lagt op til en spændende og sjov eftermiddag, når der lørdag d. 16. april 2011 kl. 14.00 – 18.00 skal konkurreres i disciplinerne:
 
2 baner på tværs med plade
2 baner på tværs uden plade
25 meter frisvømning efter eget valg
50 meter brystsvømning
50 meter crawl
25 meter rygcrawl
 
Alle kan være med!
Svømmestævnet er tilrettelagt sådan, at alle medlemmer på 10 år og opefter kan være med uanset, om du er begynder, letøvet eller øvet, så der er rig mulighed for at få afprøvet evnerne som 'konkurrencesvømmer'.
Stævnet bliver arrangeret af en gruppe engagerede og iderige SheZone instruktører fra Hillerødgade Svømmehal, der vil gøre alt for at skabe en uforglemmelig dag, og som glæder sig til at uddele guld, sølv og bronzemedaljer til de tre bedste i hver disciplin.

Stævnet bliver afsluttet med en kæmpe festbuffet, som alle deltagere, mødre og eventuelle chearleeders skal medbringe en ret til. Så spænd svømmebrillerne og gør dig klar til svømmekonkurrence og tøsehygge til den helt store guldmedalje.
 
Vil du gerne deltage i stævnet, skal tilmelde dig på dagen mellem 14.00 og 14.00.

Store badedag 2011
Dato: d. 27.03.11

Stemningen var god og humøret højt i Køge Svømmeland søndag d. 27.03.11. kl. 17-19, da SheZones medlemmer indtog Køge Svømmehal. SheZone havde lejet hele Køge Svømmeland og dækkede vinduerne til, så der var ingen adgang for mænd.

Masser af vandaktiviteter

Cirka 100 piger og kvinder fulgtes ad med S-toget fra Nørreport Station, og der var i alt 150 glade piger og kvinder, der mødte op for at boltre sig i svømmehallen søndag eftermiddag. Svømmebassinerne summede af begejstrede piger og kvinder som svømmede i baner, dykkede og som legede og hyggede sig i vandet. Nogle seje chicks tog kampen op og forsøgte at klatre op ad den store oppustelige søslange som flød på det store svømmebassin, mens de modige sprang fra vipperne og fik prøvede kræfter med klatrevæggen. Favoriterne blandt de vandglade piger og kvinder var vandrutsjebanen og boblebadet, som blev flittigt prøvet flere gange.

Vi vil i vandland igen!
De meget glade piger og kvinder sluttede besøget i svømmelandet af i den varme sauna, hvor de slappede af efter 2 timers hyggelige vandaktviteter. ”Jeg synes, at det var et rigtig sjovt og hyggeligt arrangement, selvom at svømmehallen ligger langt væk fra mig”, fortalte en tilfreds Mariam fra Nørrebro. Øzgul fra Ishøj som går til svømning og mavedans hos SheZone, var også glad for arrangementet og så gerne endnu en Store badedag i fremtiden.

Er du også vild med mavedans og Mindful Dancing?

Dato: d. 24.02.11

Dans dig glad med orientalsk mavedans eller styrk dit nærvær gennem Mindfull Dancing, når SheZone starter to nye og anderledes dansehold d. 23.03.11.

Mavedans for livsglade kvinder

Hvad er bedre til at markere, at foråret er på vej end farverig, smuk og feminin mavedans til livsglad musik? Vi kan ikke komme i tanke om noget, derfor tilbyder vi dig fra undervisning i mavedans.

Mavedans er for dig, der hellere vil fokusere på glæden i dansen og på din skønhed end på besværlige danseteknikker. Mavedansundervisning giver dig med garanti et smil på læben og sved på panden, så glæd dig til at svømme væk i orientalske rytmer og feminine bevægelser. Alle piger og kvinder fra 14 år kan være med uanset om du tidligere har svinget tørklædet til mavedans. 

Du kan tilmelde dig mavedans hos SheZone her »

Helt nyt Mindful Dancing-hold


Er du en af dem, der endnu ikke har opdaget, den top moderne dansestil Mindful Dancing, så er hjælpen nær! SheZone tilbyder nemlig for første gang nogensinde undervisning i Mindful Dancing.

Mindful Dancing er inspireret af forskellige rituelle danse, de 5 rytmer, movement medicine og ekstatisk dans. Dansestilen er blevet meget populært, fordi den hjælper dig med at træne din opmærksomhed på det, der forgår inden i dig og udenfor dig – eller det man kalder dobbeltrettet opmærksomhed indenfor Mindfull Dancing.

På SheZones nye Mindful Dancing-hold træner vi vores nærvær gennem dynamisk bevægelse i forskellige rytmer og energimønstre fra det blide, bløde og runde til vild, løssluppen dans med kant. Hvis du er 17 år og deropefter, så kan du være med uafhængigt af din erfaring med mindfulness, når vi serverer en mental og fysisk lækkerbisken. Velbekomme!

Du kan tilmelde dig Mindful Dancing her »
 

Vil du være SheZones ansigt udad til?
Dato: d. 27.01.11


Filmoptagelser, blinkende kameraer og en sjove oplevelser venter forude for de piger og kvinder, der bliver SheZones ansigter udad til. Synes du også, at SheZone er en levende og sjov forening? Og vil du gerne fortælle andre om, hvorfor du er medlem af foreningen? Så leder vi efter dig!

SheZone gør nu en ekstra indsats for at opbygge en database af film og billeder, der viser, at foreningen kan noget helt unikt - skabe et frirum for piger og kvinder.
 

Find din indre filmstjerne eller topmodel frem - deltag i fed film og fotos til februar


SheZone afslutter til april tre års partnerskab med Kultur og Fritid i Københavns Kommune. Samarbejdet med Københavns Kommune har været med til at sætte gang i den sprudlende, fantastiske og fremadrettede udvikling, foreningen er inde i.
Partnerskabet har blandt andet betydet, at vi nu kan tilbyde medlemmerne endnu bedre undervisning og de frivillige bedre forhold.  Derfor bliver afslutningen af partnerskabet fejret med en stor konference i kommunen.
På konference vil et af højdepunkterne være filmfremvisningen og en fotoudstilling og SheZone vil være med!
 
Lige nu leder vi efter piger og kvinder på minimum 7 år, der synes, det ville være sjovt at være med i en kort dokumentarfilm. Filmen handler om, hvordan det er at være en del af SheZone, og du kan være med selvom, du aldrig har prøvet det før. Filmen bliver optaget af dygtige filmfolk, så det bliver uden tvivl en stor oplevelse at være med.
 
Er du ikke en film-pige, så er vi også på jagt efter piger og kvinder på min. 5 år, der vil være med på en række billeder af ”SheZones mange smukke ansigter”. Der er tale om portrætbilleder (billeder af ansigtet), og de vil blive taget af en professionel fotograf.
 

SheZones ansigter nu og i fremtiden


Vil du hjælpe os til at gøre SheZones idræt og fællesskab mere synlig, eller har du spørgsmål? Så kontakt kommunikationsmedarbejde Anna Austring på e-mail: anna.a@shezone.dk.

Vi vil også gerne høre fra piger og kvinder, der gerne vil deltage på billeder til SheZones hjemmeside eller har mod på at udtale sig til nysgerrige journalister.


Ja tak til sund mad og motion

Dato: 18.01.11


Sund kost og motion styrker dit immunforsvar og dit fysiske og mentale velvære. Derfor har SheZone sat vores medlemmers mad - og motionsvaner under lup, så de forhåbentligt kommer godt igennem sæsonen for snotnæser og får tabt vintersulet. Allerede d. 11. januar afholdt SheZone en informationsaften om sund kost og motion.

De to kostvejledere Humaira Iftikhar og Julie Greve stod overfor noget af en opgave, da ni kvinder dukkede op med et brændende ønske om at ændre livsstil og en rygsæk fyldt med gode spørgsmål.
”Det kan være svært, at finde ud af hvordan man kommer af med de overflødige kilo eller bliver sundere og får mere energi. Hver gang man besøger en hjemmeside eller spørge en ven til råds, så får man nye og nogle gange modsatrettede svar. Jeg forstår godt, at mange kvinder er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert når det handler om kost og motion” fortæller Humaria, kostvejleder og studerende på Ankerhus Seminarium.
Heldigvis er der en vej ud af slanke-junglen, og den handler ikke om pulverdrikke eller smarte kurer. På informationsaftenen lærte kvinderne, at man ved at følge 8 simple kostråd kan opnå et varigt vægttab. Så der er håb for alle os med en travl hverdag og børn hængende om anklerne. Derudover lærte kvinderne mere om motion og de fik ideer til nemme og sunde madopskrifter.
Næste informationsaften
Informationsaftenen var så stor en succes, at vi har besluttet os for at holde endnu en informationsaften i uge. 6, så flere af foreningens medlemmer får chancen for at lære, hvordan de får en velformet krop og overskud i hverdagen – så glæd dig! Programmet for aftenen vil blive offentliggjort her på hjemmesiden.
Mangler du inspiration til, hvordan du får dyrket mere motion så tjek SheZones landaktiviteter. I år har vi startet tre nye spændende hold og flere vil starte op til februar.

Nyt tiltag! SheZone inviterer til tøsehygge hver måned.
Dato: 01.12.10

At gå til idræt i en forening kan være mere end blot at få motion. I foreninger er der mulighed for, at helt nye fællesskaber og sociale relationer kan opstå. Socialt samvær og netværksdannelse kan være med til at præge både den enkeltes liv samt foreningens udvikling.

Mange kvinder og piger er dog ikke vant til, at benytte idrætsforeningerne som et socialt forum. Derfor forsøger SheZone sig med et utraditionelt initiativ. De frivillige i foreningen vil fremover første onsdag i hver måned invitere til tøsehygge, sjove aktiviteter og pigesnak. Målet er, at skabe en tæt og uformel kontakt mellem medlemmer, bestyrelsen og de frivillige, der kan lokke flere til aktivt at deltage i foreningslivet.

Vi har valgt at kalde det nye initiativ for "Onsdagshygge i skoven" - kom selv og se hvorfor! Vi afholder Onsdagshygge i skoven første gang d. 1. december i Støberiet på Blågårds Plads 3, kl. 16.00-18.00, og pigerne fra Hillerødgade svømmehal 11-16 år har haft mulighed for at bestemme, hvad vi skal lave. Måske bliver det dit hold næste gang!


Kom i form på Amager

Dato: 11.11.10

Som noget helt nyt kan SheZone tilbyde alle piger og kvinder, der bor på Amager, mulighed for at få rørt sig. Foreningen udvider konstant og dækker stadig flere dele af København – det er vi stolte af!
 
Vi starter nu flere hold, der kan varme dig i vinterkulden. Vi tilbyder f.eks. at lære dig de hotteste nye dansetrin, og vi giver dig muligheden for at få en mere veltrænet krop. 
Er du en pige mellem 11 og 16 år, så har vi startet det super fede Streetdance hold for dig. Her kommer du til at lære de sejeste dansetrin og lytte til den fedeste musik.
På Streetdance-holdet danser vi til forskellige dansestilarter såsom jazz, raggae, newschool og ikke mindst streetdance. Din træner Sofie vil guide dig igennem alle dansene og sørge for, at du er med hele tiden. Så hvis du gerne vil være en stjerne på et dansegulv, så har du muligheden nu!.
Så kom og vær med til at “shake the room”. Du kan tilmelde dig Streetdance her på siden.
 
For dig der er lidt ældre, er det måske ikke de nye dansetrin, der lokker. SheZone tilbyder også et hold til dig, der gerne vil af med mormor- armene og have lidt fastere lår.
Kvinderne på det nye gymnastikhold kan se frem til, at have det sjovt mens de træner hele kroppen igennem. Hitaf, der er træner på holdet, vil hjælpe dem med at komme i bedre form og guide dig til en sundere livsstil.

Begge hold er kun for kvinder og piger, og vi glæder os til at kunne inkluderer en masse skønne piger og kvinder fra amager i SheZone-fællesskabet!

SheZone får tilskud til nyt svømmeprojekt!

Dato. 10.03.10 
 
Et nyligt indgået samarbejde med Integrationsministeriet sikrer, at SheZone i den nærmeste fremtid kan tilbyde fællesskab og gode oplevelser gennem vandaktiviteter i flere områder af København. 
 
Svømmeprojektet er en videreudvikling af det eksisterende tiltag, der finder sted på Nørrebro og Østerbro. Den nye aftale sikrer, at det succesfulde initiativ, som svømmeholdene har været, bliver udbredt geografisk. Helt konkret er målene for projektet, at der skal etableres vandaktiviteter i yderligere tre områder af København i løbet af det næste halvandet år. Vanløse var først på listen, og her er de første tre svømmehold for unge og voksne allerede begyndt i starten af oktober. I løbet af år 2011 skal tiltaget omfatte områderne Valby og Amager. Ud over det geografiske vokseværk, skal der oprettes nye vandaktiviteter, således at de nuværende svømmehold bliver suppleret med blandt andre aktiviteter som vandleg og aqua-fitness. Disse udbud kvalitetssikres ved at sende instruktører og andre involverede på uddannelsesforløb, der passer til opgavens karakter.
 
Svømmeholdenes popularitet
Svømmeholdene i SheZone har altid haft stor efterspørgsel, hvilket har skabt ventelister. Den store popularitet skyldes hovedsageligt, at SheZone tilbyder holdaktiviteter i lukkede svømmehaller, hvor der kun er adgang for piger og kvinder. Dette initiativ har skabt trygge rammer for SheZones medlemmer. Der har i høj grad været brug for et fristed af denne type, hvilket kan ses af den rivende succes, som svømmeholdene har i dag. Med det nye svømmeprojekt udbredes muligheden for at skabe et fællesskab for piger og kvinder på tværs af alder, etnicitet og status. Den nye aftale om svømmeprojektet er et skridt i den rigtige retning for at skabes et sundt fællesskab gennem leg og bevægelse, som netop er essensen i SheZone.

Energisk tøseforum

Dato. 07.10.10

Funk-holdet går efteråret i møde med højt humør! Julie arbejder indenfor rammerne af genren funk, men skaber plads til inputs fra pigerne, som kan være med til at sætte deres personlige præg på koreografien. God energi og store smil kendetegner pigerne, og man kan mærke spændingen ved at lære noget nyt.
Udover at pigerne får rørt sig til noget anderledes musik, lægger Julie vægt på at få skabt et tøseforum, hvor fede beats og rutiner bliver kombineret med sjov og tøsesnak. Engagementet og glæden er stor – kom og mærk efter!

Livsglæde med hip hop

Dato: 28.09.10

Hip hop for unge er kommet godt fra start med en ny omgang sjov for livsglade piger! Dansesalen i Korsgadehallen gynger, når pigerne møder op om onsdagen for at fyre den af til forskellige stilarter. Instruktøren Natasha starter med nogle basis-øvelser som opvarmning, hvorefter pigerne fortsætter med en rutine, der bliver bygget videre på fra gang til gang. Humøret er tårnhøjt og holdet er så energisk, at Natasha har indført små lege i dansen, så pigerne kan brænde noget krudt af, inden koreografien skal øves - sådan piger! Der er stadig pladser, så kom og oplev energien og fællesskabet på holdet!
 
Hip hop er dog ikke kun for unge! SheZone har også et voksenhold, der introducerer medlemmerne for forskellige stilarter som house, wacking og hiphop. Også her er der en fantastisk energi! Sidst præsenterede Natasha holdet for genren house, hvilket var en stor succes! Der er stadig pladser på holdet, så kom endelig for at opleve den gode energi og store vilje til at kaste sig ud i hip hoppens verden! Godt arbejde og klø endelig på de damer!
SheZone | Støvnæs alle 37, 1. | 2400 København NV