Svømmestævne
Stemningen var høj da tre kvindesvømmesklubber for første gang mødtes d. 26. november til stævne i Sundbyhallen med fint besøg.
SheZone, Nørrebronx og Pige og Kvindesvømning på Amager mødtes i 10 discipliner, der inkluderede crawl, rygcrawl og brystsvømning både med og uden plade. Svømmerne kunne vælge at konkurrere på distancer fra 12,5 meter op til 100 meter. SheZone havde mange deltagere på især crawl disciplinerne, fordi vi har trænet utroligt hårdt for at kunne sejre i netop denne stilart. Deltagerne var klar til kamp og med højlydt opbakning fra SheZonere kæmpede vi os til både guld, sølv og bronze i forskellige discipliner. Desværre måtte vi se os slået af Nørrebronx i den afsluttende stafet hvor både piger og kvinder svømmede sammen for at erobre trofæet. Næste år, med hård træning, henter vi det hjem til SheZone!
Glade og oplagte frivillige fra alle tre klubber og medarbejdere fra Integration og Fritid i Københavns kommune sørgede for at stævnet forløb som planlagt og Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev viste sin støtte ved at komme og overrække medaljer til stolte og storsmilende vindere.
Alt i alt var det en stor succes og et nyt stævne er allerede ved at blive planlagt. Tværsvømmestævnet kommer til at være om efteråret, og vores eget SheZone stævne kommer til at ligge om foråret, som vi plejer og holdes i Hillerødgade Svømmehallen.
Tak for en stor indsats til alle SheZone deltagere!
|