00

 Nyhedsbrev februar 2011



Hip hop på vintercamp 2011

Der var masser af aktiviteter for børn og unge, da Nørrebrohallen slog dørene op for årets vintercamp fra mandag d. 14. februar til lørdag d. 19. februar i vinterferien. Vintercampen bestod oprindeligt kun af en fodboldturnering, men i år er udbuddet af sjove, spændende og udfordrende aktiviteter eksploderet. Det betød, at piger og drenge fra Nørrebro og omegn strømmede til, at myldrede rundt i et optimistisk kaos af glade stemmer og kroppe i bevægelse med deres forældre halsende efter sig. Der var der mange forskellige lege og sportsgrene, som børn og unge kunne prøve kræfter med i deres ferie.

SheZone var med mandag og fredag i ferien, hvor vi sørgede for, at der også var aktiviteter for seje chicks. Derfor var hiphop dans for store og små blandt aktiviteterne. SheZones hip hop instruktør Natascha stod for danseundervisning, og mange piger var vilde for at afprøve deres evner som hip hop dansere. Pigerne dansede koncentreret, og de skulle indimellem holde tungen lige i munden for at lære den rette hip hop koreografi. Med smil på læberne blev der danset til den helt store guldmedalje.

Er du også interesseret i at lære dansestilarter som wacking, boogie, ragga og house, kan du kontakte SheZone og få en gratis prøvetime eller tilmelde dig hip hop styles-holdene her »

Store badedag

Vil du gerne en tur i vandland – kun for piger? Nu har du chancen! Søndag d. 27.03.11 inviterer SheZone alle medlemmer og frivillige med i Køge Svømmeland. I Køge Svømmeland er der både vandrutsjebanen, vipper, klatrevæg, mange forskellige bassiner, saunaen og meget mere, så der er rig mulighed for at boltre sig i vandet ligegyldig, hvor gammel du er.

 
SheZone har lejet hele svømmelandet, lukket den og sat gardiner for vinduerne, så vi har den helt for os selv. Turen er KUN for piger og kvinder, der er medlem af SheZone og deres mødre eller døtre.

Hvis du gerne vil med, så mødes vi foran kiosken på Nørrebro Station kl. 15.30 og tager toget til Ølby St. sammen. Toget kører kl. 15.37 så kom i god tid. Du er også velkommen til selv at tage hen til Køge Svømmeland. Omklædningen er åben fra kl. 16.30, og vi er i vandet fra kl. 17.00-19.00.
Du skal selv betale for din togbillet.

Vi glæder os til at se dig til en sjov og hyggelig eftermiddag for store og små.

OBS. det koster 40 kr. pr. person at deltage, og tilmelding er nødvendig!

 

Perleplader og smykker til onsdagshygge i skoven
 

Den første onsdag i februar måned, åbnede SheZone endnu engang dørene og bød på tøsehygge i foreningens lokaler i Støberiet. Denne gang var kreativiteten i centrum, da friske tøser, deres mødre og en enkelt lille knægt legede med perler. Dybt koncentrerede og kun afbrudt af pludselige grin og småsnak blev der lavet super flotte, farvestrålende og moderne perlesmykker af både børn og voksne. På trods af lidt begyndervanskeligheder med at finde den rette temperatur til at stryge perlepladerne, så endte dagen med, at der var blevet lavet en flot perle-bondemand, halskæder, ørering og armbånd i massevis.

Om det var pigerne eller mødrene, der gik mest op i at lave unikke perlekunstværker, det vil vi lade være med at kommentere – men vi ved at alle havde en god eftermiddag.

Næste gang der er onsdagshygge i Støberiet 3. sal, Blågårds Plads 3, 2200 København N er onsdag d. 02.03.11 kl.16.00-18.00 , hvor vi laver fastelavnsris. Vi håber på, at se mange SheZone-tøser!

Godt nyt til de danseglade

SheZone har i februar måned åbnet op for tilmeldingerne til to helt nye dansehold – mavedans og Mindful Dancing. Derfor giver vi dig nu mulighed for at danse dig glad med orientalsk mavedans til livsglad musik eller styrke dit nærvær gennem Mindfull Dancing.
Mindfull Dancing er i øjeblikket højeste mode blandt mennesker, der gerne vil være bedre til at være tilstede i nuet og i kontakt med sig selv. Der er dog stadig meget få steder, hvor du kan gå til Mindfull Dancing, men nu åbner SheZone det første hold på Frederiksberg.

Mavedans er en skøn og livsbekræftende måde at få motion på. Sving hofterne til orientalske rytmer, der kun kan gøre dig glad – meld dig til SheZones mavedans-hold.

 

Sneak peak til SheZones generalforsamling d. 07.04.11


Nu løfter vi sløret for, at SheZones årlige generalforsamling i år bliver afholdt d. 07.04.11. Der er en sjov og informativ aften i vente, der vil indeholde formelle aktiviteter såsom valg af bestyrelse men også vil byde på en masse overraskende og anderledes oplevelser for store og små.

Hold øje med facebook, SheZones hjemmeside, din mail og måske endda gaderne i København… Du vil snart få mere information, men indtil da så sæt kryds i kalenderen d. 07.04.11 og glæd dig til en eventyrlig aften!

Månedens SheZoneR

I denne måned er Anna Louise Austring månedens SheZoneR. Anna gør et fantastisk stykke arbejde i SheZone og er uundværlige i mange af foreningens daglige opgaver. F.eks. er det Anna, du taler med, når du ringer for at stille spørgsmål til tilmeldingen til "store badedag".

Anna Louise Austring er 28 år og bor på Nørrebro. Hun er uddannet Cand.scient.soc  og er kommunikationsmedarbejder hos SheZone. Inden Anna kom til SheZone arbejdede hun for Integrationsministeriet. Her faldt hun over SheZones jobannonce som appellerede til hende på trods af hjemmesidens daværende kedelige brune og orange farver. Vi er glade for at Annas veje i august 2010 ledte til SheZone, og hjemmesidens nye friske udtryk kan vi takke Anna for.

Anna har gennem sit arbejde haft en masse gode og sjove oplevelser i SheZone både med de frivillige og medlemmerne. Hun er glad for den villighed, der er til at gøre en indsats i SheZone, og hun får hele tiden nye input til, hvad der kan gøre SheZone endnu bedre. "Jeg er meget imponeret over det engagement, der lægges i SheZone fra både medlemmer og frivillige, og jeg er glad for, at de deltager aktivt i foreningen arbejdet. Det er fedt, når vi er sammen om at udvikle SheZone og gøre foreningen til Danmarks bedste idrætsforening."

Det bedste ved SheZone, synes Anna er: ”Når man snakker om kreativitet, leg og frirum for alle kvinder, er det ikke bare et slagord men en realitet. Uanset hvad din baggrund er, og hvor du er fra, kan du være dig selv og slappe af. Hos SheZone er der plads til at være sig selv og plads til skøre og skæve indfald. Og det er rigtig fedt, at SheZone bliver ved med at forbedre undervisningen på de populære hold som svømmeholdene. Det er dog også fedt at vi bliver ved med at prøve nye ting og tage chancer, altså pludselig er mindfulness top moderne og sekundet efter, så har SheZone et "Mindful Dancing-hold”. Jeg havde aldrig hørt om den form for dans, før vi pludselig har en knald dygtig instruktør, der er parat til at undervise. Det er super skønt!".

Anna har fået mange gode bekendte gennem sit arbejde hos SheZone, som hun glæder sig til lære bedre at kende i fremtiden.

Hendes råd til SheZone er, at SheZone skal huske, hvad SheZone er og står for. ”SheZone skal være stolte og prale af, hvor gode vi er til at lave idrætsaktiviteter af høj kvalitet og af det sociale fællesskaber, som vi skaber. Vi skal ikke tro, at det er en selvfølge men i stedet huske, at vi sammen har skabt en innovativ forening, der kan noget helt særligt. Medlemmerne skal huske på, at der altid er plads til ris og ros og at SheZone udvikler sig på grund af dette”. 

Annas ønske for SheZone i fremtiden er, at SheZone skal blive med at være ung, skæv og fjollet. ”SheZone skal blive ved med at udvikle sig i forhold til sportsaktiviteterne og i forhold til alt det andet. SheZone skal aldrig tænke, nu er vi gode nok, eller nu er vi store nok. Man kan altid gøre mere”.

HUSK at du kan indstille din holdveninde, din træner eller en anden i SheZone til at blive månedens SheZoneR. Skriv til tone@shezone.dk og fortæl, hvorfor den, du tænker på, skal være månedens SheZoneR. 

SheZone | Støvnæs alle 37, 1. | 2400 København NV