00

 Nyhedsbrev marts 2011


Kom til denne sæsons sidste store fest: Generalforsamling 2010 - Alice i eventyrland!

I anledning af SheZones generalforsamling inviteres alle medlemmer til en eventyrlig fest d. 7 april fra kl. 16-20. Glæd dig til at komme til the hos hattemageren, lave ansigtsmaling, til sjove lege for de små mens de voksne snakker, prøv at danse Zumba, deltage i en kagekonkurrence, til at få en masse lækkert at spise og meget meget mere.

Derudover er generalforsamlingen din mulighed for at bestemme, hvad SheZone skal satse på af aktiviteter det næste år og for vælge bestyrelsen - kort sagt at være med til at bestemme over din forening!   

Tilmelding til arrangementet sker via hjemmeside eller pr. sms til 24 78 35 32 (skriv hele dit navn). Det er gratis at deltage!

Hele festen løber af stablen i og omkring vores medlemslokaler på Støberiet 3.sal, Blågårds Plads 3.

Vi glæder os til at se jer alle i flotte eventyrlige udklædninger!

De kærligste hilsner fra Alice, Hattemageren, Kaninen og alle de andre fra eventyrland.

Tilmeld dig generalforsamlingen her »


SheZone har lavet sponsoraftale med tøjmærket ReeAct

Som medlem af SheZone får du nu 40 pct. i rabat på lækkert sportstøj fra ReeAct. SheZone har lavet en aftale med ReeAct, så du som medlem nu kan købe flot og billigt træningstøj via et link på SheZones hjemmeside. SheZone har lavet denne aftale, så du som medlem ikke behøver at købe dig fattig for at få behageligt træningstøj, og fordi vi synes vore medlemmer har fortjent lidt lækkert.

ReeAct er et tøjmærke, der udelukkende laver sportstøj som både er smart, behageligt og til en rimelig pris. SheZone får sin helt egen side på ReeActs hjemmeside, hvor du kan købe sportstøj billigt, og hvor der cirka hver tredje måned kommer nye tilbud. For at komme ind på denne side, så skal du først klikke på dette link:

Få 40 pct. i rabat på sportstøj.

Derefter skal du skrive SheZone ved punkt 1, og bekræfte at du er medlem ved punkt 2. Nu kan du shoppe løs - husk at rabbaten allerede er fratrukket prisen! 

Vi håber, at du bliver glad for muligheden!

 
Onsdagshygge i skoven

Den 2. marts stod onsdagshyggen på fastelavnshygge, med fastelavnsris, klippe klistre og fastelavnsboller til den store guldmedalje.

Der blev bundet grene sammen til fastalavnsris, der blev pyntet med selv klippede katte med krumme rygge, blomster og slik. Andre lavede flotte farvestrålende masker med fjer og pailletter. Karton, sakse, lim og silkepapir lå ikke stille et øjeblik. Kun en kort pause kunne passes ind til en lille bid fastelavnsbolle før 15 piger og mødre arbejdede videre med jordbær, chokolade eller vanilje til op over begge ører.

Hvor mange forældre der har måttet ligge under dynen og lade sig ”rise", melder historien ikke noget om.

Onsdagshygge i skoven er aflyst onsdag den 6. april på grund af generalforsamlingen torsdag den 7. april, hvor vi håber at se jer alle sammen. Næste gang der er onsdagshygge er derfor den 4. maj.

 
Nyt ansigt i SheZone

SheZone byder velkommen til Rikke Hjort, der er den nye projektleder i foreningen.

Rikke er 26 år og bor på Amager. Hun blev uddannet sociolog i oktober 2009. Inden Rikke blev ansat ved SheZone, var hun forskningsassistent ved Institut for Idræt. Her var hun blandt andet med til at evaluere sommerferieprojektet ”project playground" - et projekt der handlede om, at lave ferieaktiviteter for børn. Hun mødte SheZone første gang, mens hun arbejde med evalueringen af projektet. Rikke fortæller, at hun tydeligt husker SheZones instruktører, fordi de var meget engagerede og kompetente.

Den 1. marts blev Rikke ansat som projektleder. Hun er ansat på deltid, hvor hun skal varetage forskellige opgaver. Det er blandt andet Rikke, der fremover skal stå for at oprette nye svømmehold, sørge for at instruktører har de rigtige kurser og udvikle svømmeundervisning.

”Lige nu arbejder jeg på at skaffe plads til nye svømmehold og lukke huller i vagtplanen. Jeg sørger for at få besat alle instruktørpladserne, og sørger for at instruktørerne har gode arbejdsforhold og tager de rigtige kurser til svømmeundervisningen” fortæller Rikke.

Når Rikke tager hjem fra svømmeopgaverne i SheZone, er hun ikke færdig med svømning. I fritiden underviser hun i konkurrencesvømning på Amager. Hun har undervist i forskellige klubber siden hun var 12 år. Når hun endelig skal have en pause fra svømning, så mødes hun med veninderne for at gå i biografen, teateret eller i byen.

Med et tilbageblik på den første måned, indrømmer Rikke, at det har været hektisk. Efter Signe stoppede, har der ikke været en projektleder i to måneder, så der er mange ting, hun skal have samlet op på. Men hun synes også, det er spændende!

Som den sidste kommentar, fortæller Rikke, at hun forventer at få lov til at arbejde med en masse engagerede mennesker – og det kan vi godt love hende, at hun får lov til!

Velkommen til Rikke! Vi håber, at du falder godt til i SheZone.

 
Store badedag i Køge svømmehal

Stemningen var god og humøret højt søndag d. 27.03.11. kl. 17-19, da SheZones medlemmer indtog Køge Svømmehal. SheZone havde lejet hele Køge Svømmeland og dækkede vinduerne til, så der var ingen adgang for mænd.

Cirka 100 piger og kvinder fulgtes ad med S-toget fra Nørreport Station, og der var i alt 150 glade piger og kvinder, der mødte op for at boltre sig i svømmehallen søndag eftermiddag. Svømmebassinerne summede af begejstrede piger og kvinder som svømmede i baner, dykkede og som legede og hyggede sig i vandet. Nogle seje chicks tog kampen op og forsøgte at klatre op ad den store oppustelige søslange som flød på det store svømmebassin, mens de modige sprang fra vipperne og fik prøvede kræfter med klatrevæggen. Favoriterne blandt de vandglade piger og kvinder var vandrutsjebanen og boblebadet, som blev flittigt prøvet flere gange.

De meget glade piger og kvinder sluttede besøget i svømmelandet af i den varme sauna, hvor de slappede af efter 2 timers hyggelige vandaktviteter. ”Jeg synes, at det var et rigtig sjovt og hyggeligt arrangement, selvom svømmehallen ligger langt væk fra mig”, fortalte en tilfreds Mariam fra Nørrebro. Øzgul fra Ishøj som går til svømning og mavedans hos SheZone, var også glad for arrangementet og så gerne endnu en store badedag i fremtiden.

 
Månedens SheZoneR

Naima Ahdidouch er månedens SheZoneR på grund af hendes store indsats og kampgejst i foreningen. Hun bidrager med den mest positive energi og lyst til at kaste sig ud i ting, som hun måske ikke har prøvet før.

Naima 43 år og bor på Nørrebro. Hun er uddannet pædagog og arbejder som klasseassistent. Oprindeligt kommer Naima fra Marokko, men siden hun var ti år, har hun været bosat i Danmark.

Hvis du går på et af svømmeholdene, så støder du helt sikkert på Naima. Hun besøger de forskellige svømmehaller så ofte, hun kan. Her hilser hun på både medlemmer, instruktører og livreddere. Som bestyrelsesmedlem i SheZone fungerer Naima som kontakt mellem svømmere, instruktører og bestyrelsen.

Da Naima startede i SheZone tilbage i 2005, synes hun, at det var rigtig fedt, at hun som muslimsk kvinde havde mulighed for at gå til svømning. ”Jeg var privilegeret over, at der var nogen, der lagde kræfter i det, de gjorde.” Naima taler om den frivillige indsats i foreningen, der giver kvinder og piger mulighed for at dyrke idrætsaktiviteter i trygge rammer. Hun syntes, der skulle gøres mere for at sætte fokus på de positive aspekter. Der var så meget godt ved foreningen, som ikke blev bemærket. Naima besluttede, at hun ville gøre noget og meldte sig ind i bestyrelsen i efteråret 2010.

Naima har mange gode oplevelser fra SheZone, men når hun skal nævne den bedste falder snakken på hendes koordination. Naima har svært ved koordination og kan næsten ikke bruge højre og venstre arm samtidigt. Det har dog ikke holdt hende tilbage. Igennem de sidste seks år, hvor Naima har været medlem af SheZone, har hun både gået til svømning, pilates, gymnastik og yoga. 

Naima fortæller:
”Jeg kom på et kvindehold, hvor vi havde gymnastik,” ærlig omkring sine besværligheder med koordinationen, sagde hun til holdet: ”Jeg følger med så godt, jeg kan. Men i skal ikke tage jer af, hvis der bliver sagt ’venstre’ – og jeg så går til højre.” De andre på holdet havde ikke taget denne information bogstaveligt. Så kom der en øvelse, hvor instruktøren sagde: ”Så træder i fire skridt frem,” mens Naima i stedet trådte fire skridt til siden. Situationen var så komisk, at alle grinede. ”Det var så befriende. Så lå vi alle flade af grin. Der var omkring 12 damer, der bare lå på langs og ikke kunne rejse sig op igen.”

”Det var en rigtig god oplevelse”, fortæller Naima: ”Det er et privilegium, at jeg kan komme, som jeg er.”

Ifølge Naima er det bedste ved SheZone, at der bliver skabt rum for alle – uanset etnicitet og uanset, hvilken religion, man tilhører. ”Der er plads til alle piger i alle former, og du kan udfolde dig på alle niveauer.”

Hvis hun skal komme med et råd til, hvordan foreningen kan blive endnu bedre, så siger Naima, at medlemmerne kan være med på mange flere fronter: ”SheZone skal arbejde på, at medlemmerne får et større tilhørsforhold, end der er nu.” Det er netop det, der er hendes mål som bestyrelsesmedlem.

På længere sigt ønsker Naima, at SheZone kommer til at udvide sig geografisk. ”Vi skal dække flere områder. Der bor kvinder rundt omkring i landet, der kunne nyde godt af SheZone.”

Naima, tillykke med titlen som månedens SheZoneR. Tak for din indsats i foreningens arbejde, hvor du er med til at sikre de gode rammer for idræt blandt mange piger og kvinder.

HUSK at du kan indstille din holdveninde, din træner eller en anden i SheZone til at blive månedens SheZoneR. Skriv til tone@shezone.dk og fortæl, hvorfor den, du tænker på, skal være månedens SheZoneR. 

SheZone | Støvnæs alle 37, 1. | 2400 København NV